Ida-Marie Dahl ser frem til sit nye eventyr i Frankrig og fortæller om forventningerne til JDA Dijon, fansene og den kommende sæson.

Den danske landsholdsstreg Ida-Marie Dahl er klar til et nyt kapitel i karrieren, og glæden over skiftet til franske JDA Dijon er ikke til at tage fejl af.

I forbindelse med offentliggørelsen af skiftet har den franske klub delt de første ord fra den 28-årige dansker, som ser frem til de kommende to sæsoner i den ambitiøse franske klub.

“Jeg er meget glad og stolt over at blive en del af JDA de næste to sæsoner, og jeg kan næsten ikke vente på, at sæsonen begynder. Jeg glæder mig virkelig til at opleve Palais des Sports og spille foran de passionerede fans og den fantastiske stemning,” siger Ida-Marie Dahl til klubbens hjemmeside.

Dahl kommer til Dijon efter et halvt år hos de regerende Champions League-vindere fra Györ, hvor hun blandt andet nåede finalen i Europas største klubturnering. Tidligere i sæsonen var hun en af de helt store profiler hos Sønderjyske Kvindehåndbold, hvilket blandt andet udløste en plads på det danske landshold.

Hos Dijon er begejstringen for den danske stregspiller mindst lige så stor.

Cheftræner Clément Alcacer peger på, at klubben ønskede mere bredde på stregpositionen, og at Dahl passer perfekt til den spillestil, holdet ønsker at praktisere.

“Ida-Marie kommer med energi, engagement og store kvaliteter – især i spillet på de store flader. Hun bliver en stor gevinst for vores hold og vores spillestil. Hun er intelligent, hurtig og meget bevægelig, og samtidig bringer hun international erfaring og den vinderkultur, hun kommer med fra Györ,” siger cheftræneren til klubbens hjemmeside.

Ida-Marie Dahl har skrevet under på en 2-årig kontrakt med JDA Dijon, hvor hun blandt andet bliver holdkammerat med danske Stine Nørklit-Lønborg samt Champions League-vinderen Anne-Emmanuelle Augustine.